Noget går godt og andet går skidt!

Man skal altid starte med at sige noget positivt, hvis det kan lade sig gøre og derfor vil jeg også starte dette indlæg med at fortælle om et rigtig fint lille gaskomfur som vi har købt på dba.dk og som vi har planer om skal installeres i GDG.

Tilbage i januar måned faldt vi, vel lidt ved en tilfældighed, over et gammelt gaskomfur som havde siddet i en sejlbåd nede i Præstø. Der var et lille billede på annoncen som indikerede at der var tale om et ældre rødt/orange gaskomfur fra omkring 70’erne. Det var umuligt at sige noget om standen ud fra beskrivelse og billede, men vi er begge fuldstændig håbløse i forhold til, helt kompromiløst, at gå efter at omgive os med gamle ting som dels har en historie, dels som ingen andre har og dels som vi mener passer ind i den sammenhæng hvor de bliver sat. Vi har på intet tidspunkt haft det helt godt med tanken om at skulle installere et helt nyt gaskomfur i GDG så da vi så dette lille røde komfur til 900,- så skulle der handles.

Korrespondancen med sælger i forhold til eftersyn, levering og i øvrigt også fælles kendskab til kaskelotten Josephine er en længere historie som jeg vil spare jer for her, men det korte og det lange er at sælger til sidst faktisk mente at komfuret var i for dårlig stand til at han ville tage penge for det. Vi insisterede dog på at handle og fik sendt Jonas’s forældre en tur til Faxe efter den gamle dame, en uge hvor de alligevel var et smut på Sjælland.

Nu er komfuret kommet hjem på gården og det er blevet trykprøvet og sikringer og det hele er blevet godkendt. Og komfuret er SÅ fint. Det vil passe godt i GDG selvom det vil tage noget mere plads end de nuværende to blus.

Vi går dog nu og overvejer om vi kan klare os med to blus og en Omnia, eller om vi skal skære et større hul ud i apteringen for at få plads til rødhætte. Planen er at forsøge at klare os i sommer med det vi har og vi skal så eksperimentere med at bage brød og lune boller, lave sukkerbrødskage m.m. i Omnia’en.

Om rødhætte finder vej til det indre af Gorm ved vi altså endnu ikke med sikkerhed – men fint det er det:-)

DSC_0004

Prisen blev i øvrigt 400,- men kun fordi vi insisterede på at betale noget…

Men ikke alle historier går godt!

Som nu for eksempel vores forsøg på at komme billigt og nostalgisk til en symaskineløsning der kan ordne windbreakers, cockpittelt og evt sejlreparationer på turen.

Vi havde en romantisk forestilling om at en gammel Elna symaskine fra 50’erne kunne klare opgaven – måske bare fordi den er lavet i metal? Eller måske fordi der steder på nettet stod, at den kunne bruges til at sy i sejl. Efter at have købt to stk gamle Elna symaskiner, grønne som løvfrøer og med al mulig charme, må vi dog erkende at de simpelthen bare ikke kan klare opgaven!! Maja har prøvet at sy windbreakers i det kalechestof som vi har fået hjem til formålet og selvom der ikke er særlig meget stof de skal igennem så nægter de begge at udføre den pålagte opgave… Tænk at man i øvrigt kan få reservedele til 60 år gamle symaskiner på ebay, så nemt som at… I to tilfælde har vi bestilt, betalt med PayPal og fået leveret fra USA 4 dage senere!!! Nå men nu må vi ty til ‘anderen metoden’ og kommer nok ikke uden om at investere i en Sailrite LSZ-1 Premium

Sailrite

Heldigvis kender vi en rigtigt dygtig bådebygger i Gudhjem som “selvfølgelig” har en sailrite stående som vi har fået lov til at afprøve, og det vil da være mægtig rart at se hvad maskinen kan inden man bestiller klumpen på 25 kg med pålagt told og moms og fragt og det hele. Det prøvede vi jo da vi købte vores Monitor vindror, og selvom man er forberedt så kan man da ikke undgå at blive lidt træt når told og moms regningen dukker op!

Vi har altså stadigvæk håb om at kunne sy det hele selv, selvom det nok er skipper der er mest entusiastisk i forhold til sy-selv konceptet – på trods af at det er skipperinden som skal stå for selve udførelsen af sy-arbejdet:-)

Mange andre end os starter ud med denne forestilling om at kunne klare sige selv. For mange går det godt, for nogen går det som for ham her:

Sailrite på overarbejde

Hvad de professionelle udretter på timer, kan nogle gange tage os andre flere dage at komme i mål med. Som nu for eksempel mit arbejde med at ordne cockpitkarmene.

Jeg har efterhånden lagt gelcoat på af 4 omgange.

1. gang hærdede det ikke godt nok – sandsynligvis fordi jeg kom for meget hærder i

2. gang lagde jeg det på med skumpensel og for tyndt nogle steder så da jeg skulle slibe, så gik jeg igennem til laminatet igen et par steder

3. gang var et tykkere lag, igen med skumpensel men igen lidt for ujævnt, så jeg sleb ned uden at gå igennem, men det efterlod enkelte steder der ikke var i niveau

DSC_0009

4. gang rullede jeg så gelcoaten på og lagde efterfølgende en plasticfilm på for at jævne gelcoaten ud. Billedet herunder er lige inden filmen bliver lagt i den våde gelcoat.

DSC_0015

 

Faktisk lagde jeg filmen på en smule for sent idet jeg først fik ideen efter at jeg havde rullet gelcoaten på. Og inden jeg havde fået fundet og klippe en plasticlomme i stykker så var gelcoaten hærdet så meget at jeg ikke kunne spartle overfladen helt glat – men ideen var god nok. Og ja, man spartler jo simpelthen bare ovenpå filmen så man fjerner ujævnheder i gelcoaten nedenunder.

I mit tilfælde så fjernede jeg filmen efter spartling og brugte det samme stykke plastic som jeg bare flyttede, men reelt bør man kunne lade filmen sidde på indtil gelcoaten er hærdet færdig. Så undgår man små fluer i den våde gelcoat og er også sikret mod en lille regnbyge:-)

Hvorfor jeg ikke kom på det med plasticfilmen før 4. gang må guderne vide, men genialt er det. Overfladen bliver jævn og det er meget nemmere nu at slibe uden at gå igennem enkelte steder. Det vil jeg huske til næste gang jeg skal lave gelcoat.

I morgen har vi lovet minimatroserne at vi kører i båden og spiser og overnatter og det glæder de sig rigtig meget til. Som Alva udtrykte det: “I morgen er bare min lykkedag” – Men det var nok også i kombination med at have en legeaftale med en god veninde;-)

Carl Holger og far kan se frem til et par timer med at gøre optimistjoller klar, så minimatroserne kan komme på vandet så snart chancen byder sig og så er det jo ellers Kr. Himmelfartsferie med travlhed på restauranten, Viggo Mortensen kommer til Gudhjem, og med lidt held kommer Gorm den Gamle ud og lufte kludene for første gang i lang tid.

God Onsdag derude og en speciel hilsen til jer der er i Rødehavet og nyder livet over og under overfladen…

Reklamer

5 thoughts on “Noget går godt og andet går skidt!

  1. Hej Jonas! Ja vi kan se på symaskine når vi kommer hjem. Jeg har også taget nogle inspirationsfoto til jeres ankerrulleløsning. Jeg stod forresten med et meget fint beslag i hånden i marineshoppen her på Kos Marina. Jeg fotograferer det en af dagene. Hilsen Niels.

  2. Hej Jonas, Send mig lige en mail vdr. Sattelit telefon, jeg har et tilbud til dig, som du kan tænke over.

    Gert
    sy-Grog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s