Tilbage til bloggen…

Der er gået lang tid siden sidst og man kunne godt bare starte med at skrive at GDG nu er kommet på land… Meeen der er sket andre ting siden sidst og alt det kan man jo springe over, men for vores egen skyld så tror jeg nu alligevel jeg vil vælge at dokumentere det her i forholdsvis korte træk

18.september 2015

Det roder og det sviner… Vi sejler ikke og vi sover ikke engang på båden… Efteråret er på vej og GDG har ikke sejlet 50SM denne sommer!!!!

Det ene projekt tager det næste og i turistsæsonen er der bare ikke meget tid til at fordybe sig i gøremål på båden så derfor har vi ofte ligget i flere uger med halvfærdige projekter som har gjort sejlads umulig.

Lige nu er det den rådne balsa-kerne i ruffet som bliver skiftet ud og sideløbende med det er Niels igang med at ‘fikse’ navigationspladsen som nok skal gå hen og blive rigtig fin og et godt sted at sidde på de lange nattevagter.

Den rådne balsa er nu revet ud af ruffet i SB side. Divinylcell er skåret til og limet op med en fortykket epoxy og efterfølgende er der lagt 3 lag 350g glasfibermåtte på ‘såret’.

Det er en god fornemmelse at få lukket hullet, også på trods af at jeg egentlig ikke er færdig endnu.- Nu manger der at blive spartlet, slebet og malet og så skal jeg lige gøre op med mig selv om jeg skal gå på jagt efter flere steder i dækket som trænger til samme behandling eller om jeg for en stund skal lade som om at dækket er i orden alle andre steder:-)

I mens jeg overvejer dette bliver næste projekt at sejle båden til Rønne hvor en ny 3 cyl. Yanmar og en ny flexofold propel står og venter.

Det er en opperation som er overladt til fagfolk og imens de ordner dette, og båden selvfølgelig står på land, så er der nogle andre ting som også skal ordnes…

Alle søventiler skal f.eks. checkes og sandsynligvis skiftes. Nogle af dem har jeg et stykke tid haft mistænkt for ikke at have det så godt og andre ser rigtig godt ud på trods af at de er gamle. Og bare alderen på dem gør at jeg nok vil vælge at udskifte dem nu hvor muligheden er der…

Men hvad skal man vælge? Det gode gamle og gennem-testede Bronze eller også kaldet Rødgods 5? Eller skal man vælge at udskifte til de nye True-design plasticventiler?

Også denne overvejelse vil jeg tage med mig i seng et par nætter endnu og se om jeg er blevet klogere om et par dage eller 3.

En anden overvejelse, som egentlig har hærget mine tanker lige siden vi købte båden, går på at få fjernet babystaget – altså den wire der går fra ca midt på masten og frem til et punkt på dækket, ca 1,5 meter fremme foran masten. Babystaget er med til at stabilisere masten så den ikke risikerer at knække bagover i grov sø. Argumentet for at fjerne babystaget skulle oprindelig findes udelukkende i at tilstedeværelsen af det gør stagvendinger en smule mere vanskelige idet genoaen kan have tendens til at ‘sidde fast’ i dette lille stag.

Men et andet argument har nu meldt sig på banen, og det er ønsket om at få vores gummïbåd op og ligge på dækket ved sejlads. Da det er en forholdsvis stor gummibåd med fast glasfiberbund, så kræver denne øvelse at babystaget er væk…

Vores problem blev diskuteret på havnen forleden med bådebygger Niels og en mulig løsning på problemet kunne måske godt være at erstatte babystaget med et slags dobbeltstag som med udspring i samme fæste på masten går ud til begge sider og gøres fast i beslag i dækket. Min første indskydelse var at babystaget ikke overfører så mange kræfter som vantene og at fastgørelse i rælingslisten derfor måske kunne være tilstrækkelig. Men efterfølgende at jeg alligevel blevet i tvivl om det er godt nok og vil nok gå efter en løsning hvor et gennemgående beslag også bliver boltet fast i et af skottene – altså en af indervæggene i båden…

I stedet for at lave disse stag i 8mm wire så vil jeg lave dem i dyneema tovværk som sagtens kan holde og som er lettere at afmontere og lettere at trimme.

Jeg håber virkelig at dette kan blive løsningen på vores udfordringer i forhold til placering af gummibåden.

Ellers så står ferskvandsforsyningen også for udskiftning. Det startede egentlig med en utæt håndpumpe i vasken ved toilettet samt en in-line pumpe i udu.

Med disse to på ønskesedlen drog jeg i dag til Øens Marinecenter og kom hjem med en trykvandspumpe og diverse filtre. Ja sådan går det ofte når man tager derud… Men jeg tror nu at vi bliver rigtig glade for at have trykvandspumpe på drikkevandet og jeg glæder mig specielt til at tandpastaen ikke bliver spulet af min tandbørste når jeg skal gøre den våd, bare fordi den pumpe vi har haft indtil nu har været en ‘enten eller’ pumpe.

5. oktober 2015

Som det er sket før, men dog ikke med så stor forsinkelse som denne gang gik jeg igang med et indlæg, rettede det til, skrev det om, gemte det væk, skrev lidt igen, manglede et billede og glemte det helt.

Mere end 14 dage senere er det nu på tide at komme videre i beretningen om hvordan det står til med Gorm den Gamle og dens besætning men det gamle indlæg skal ikke gå helt til spilde så derfor er det bragt herover i sin oprindelige og uafsluttede form:-)

Gorm den Gamle ligger nu i Rønne sydhavn og venter på at komme på land. Det har været en lidt lang og lidt træls proces fordi der har været en række ubekendte faktorer som har gjort at det har været umuligt at lave en tidsplan over.

Sæsonens sidste sejltur havde vi den 19. september fra Gudhjem til Rønne. Vejrudsigten sagde SW drejende W 5-8 m/s og vi stak afsted fra Gudhjem ved 11-tiden på en frisk halvvind på fladt  vand i læ af kysten. Vi strøg hurtigt til Allinge med ungerne legende om læ, men ved rundingen af Hammeren viste Østersøen sig fra sin lidt mere barske side:-)

Vi havde allerede taget sejlertøjet på men valgte ikke at mindske sejl. esværre havde vinden endnu ikke drejet i W så da vi rundede hammeren skulle vi en del til søs før vi slog det første slag sydover. Det blev hurtigt tydeligt at vi måtte til søs igen i en halv times tid før vi kunne gå fra af kysten ved Hasle. Ungerne blev hurtigt blege i ansigterne og Siffrine lagde sig til at sove i cockpittet. De to stor var mere eller mindre dårlige på resen af turen og Carl Holger måtte to gange ofre i pøsen, men det hjælper jo lidt på humøret – i hvert fald for en stund:-)

Vi nåede Rønne hen på eftermiddagen og efter et lille motorstop midt i havnebassinet i sydhavnen fik vi lagt til og kunne finde nybagt brød, kaffe og saftevand frem. Planen var at overnatte i båden og selvom Sydhavnen er alt andet end et hyggeligt sted at ligge, så havde vi nok i os selv og havde det fantastisk. Ikke engang truende skyer og et voldsomt haglvejr kunne slå os ud.

Alva skal jo have sin violin med på rejsen og hun kan lige så godt nu begynde at øve sig i at spille i båden.

Carl Holger er i øvrigt begyndt at spille på klaver – det bliver straks værre at tage vores flygel med, men mon ikke vi kan finde plads til vores keyboard?

Omniaen havde stået på komfuret det meste af turen og da vi nåede Rønne kunne tage det mest fantastiske nybagte brød med en dejlig skorpe ud og lave syltetøj og ostemadder. Argumenterne for at installere vores ellers fine røde komfur er ved at smuldre…

15. oktober 2015

Det blæser udenfor og efteråret har for alvor fået sit tag i vores lille ø… Det er koldt og indenfor har vi travlt med alt andet end at gøre klar til den forestående langtur!!
Restauranten har travlt her i feriedagene, der er feriegæster på gården hvilket indebærer 6 unger i alderen 0-8 år:-) og oven i det hele er vi ved at planlægge guldbryllup for farmor og farfar…. Gorm den Gamle?? Den ligger stadigvæk i vandet i Rønnes sydhavn. Masten er kommet af, men symptomatisk for vores liv lige nu så ligger den stadigvæk på de bukke hvor vi lagde den. Stadigvæk med vant og stag monteret – det er lidt noget rod!:-) Men vi skal ikke stresse over det. Der er 9 måneder til vi sejler og vi bliver nødt til at holde hovedet koldt og sørge for at få ordnet de ting der også skal ordnes ved siden af bådprojektet…
I gården ligger gummibåden på hovedet. Den er blevet spulet i bunden men er ikke vasket færdig. Bådvognen til den står stadigvæk på havnen og venter på at komme hjem, så vi kan få vores lille orange gummibåd kørt i garage for vinteren.
Men om to dage – den 17. oktober – har vi sidste åbningsdag på restauranten og så ligger der 4-5 måneder forude hvor vi skal have styr på alt!! Vi håber bare på en mild vinter uden sne!
Gorm den Gamle vil overvintre på land i Rønne og det giver selvfølgelig lidt kørsel frem og tilbage når der skal arbejdes på den. Til gengæld vil den stå ved Sydhavnens motorværksted og marinecenter, så der er let adgang til både værksted og udstyrsbutik….;-)

23. oktober 2015!!!

Ja vi skriver nu fredag den 23. oktober og GDG står nu i sit vinterstativ og det er tid til at få startet den endelige klargøring inden vi smider fortøjringerne om mindre end 9 måneder.

2015-10-22 13.45.03

Hovedårsagen til at vi nu står i Rønne er jo at vi skal have skiftet motoren ud og i marineshoppen er vores nye Yanmar lige nu udstillet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2015-10-22 12.19.41

 

Vi ser meget frem til arbejdet de næste 4-5 måneder og har en naiv forestilling om at vi er rigtig langt og næsten færdige når vi når 1. maj, men det kunne godt ligne os at have 1000 gøremål af dem der skal laves, både i juni men også i ugerne op til afrejse…

I morgen rejser vi til barnedåb på Sjælland, og i den forbindelse skal vi også afhente vores nye Iridium satellittelefon samt en ordentlig stak søkort og pilotbøger som dækker hele turen til Caribien og tilbage igen.

Det er altid sjovt at brede søkortene ud og lave planer og drømme og der skulle være læsestof til hele vinteren – eller i hvert fald det af den der ikke skal gå med at arbejde på båden.

Jeg vil stoppe for nu og få postet dette indlæg så vi kan komme videre og være mere opdaterede og kortfattede næste gang vi skriver.

 

Reklamer

4 thoughts on “Tilbage til bloggen…

  1. Hej Jonas.

    Vel vidende at du nok har tænkt tankerne:
    Ved en bord-fyldning af cockpittet, hvorved agterskibet “sænkes” yderligere, og udløbstrykket bliver mindre gennem de eksisterende cockpit “dræn” kunne man overveje om en større dimension i drænene end den eksisterende vil være gavnlig.

    Nu du er igang med vandinstallationen:
    Saltvandsindtag til toiletvask og til køkkenarbejde vil spare på ferskvandet.
    ps: jeg har de gamle fodpumper fra Whale- til vaske. velfungerende. har ikke vandvarmer.

    Skæg: Mokka har fået ændret ror og skæg på sletten bådeværft. hvordan det føles ved jeg ikke- spørg dem.

    Har set flere der har sat to fremre undervanter i stedet for babystag og dette er gjort solidt med røstjern forankret i skot.

    Den høje rig er vist fin i DK og under roligere vindforhold- havriggen virker veldimensioneret til oceansejlads.

    Men det det ville jo være rart med muligheden for at sætte et stormsejl uden at skulle på dækket. Den nød har jeg ikke knækket- kutterstag kræver bakstag? og medmindre det kan rigges fra cockpit ved behov, være i vejen under alm sejlads.
    (Gamle babystag kunne sættes med træk og pelikanhage på træbåde.?)

    Monterer man et stormsejl på ekstra rullestag ude foran forstaget er det langt foran sejlcenteret, hvis det så betyder noget. men et ekstra forstag vil jo gå fint til læns, eks passat.

    Montering af sikkerhedsliner hvor de flade gule virker for elastiske til at holde en voksen ombord på den rigtige side af søgelænderet.
    Stålwire løftet fri af ruf ved hjælp af beslag monteret med små klodser til at holde wiren fri af underlaget, rufside/top?

    PS: Jeg kommer gerne over og er arbejdskraft da jeg selv kunne lære meget af det du har gang i. aflønning- seng at sove i og foder. Er iøvrigt ret selvkørende.

    Hilsen Ole/Orion af Korsør

    psps Anders? der har Sjøløven i Hornbæk ved vist temmelig meget om Kaskelotten- Han færdes hos Peter Bruun.

  2. Hej Ole og Jonas,

    Cockpit dræn, du har nok ret ole, vi har prøvet det og der kan være utroligt meget vand i cockpittet. Vores dræn er 75 mm, og det tog ca 5 min at få vandet ud, det er længe især hvis man så får en skylle mere ind, som vi gjorde, så mere end 10 min tog det at få vandet ud. Det stod op til bænkene, men vi fik ikke vand ned i båden.

    Gert

  3. Hej med jer😊
    Ang dræn så kunne det bestemt være rart at sikre sig hurtig tømning af cockpittet, men hvis jeg skal gøre mine drænhuller større, så skal jeg også have større bundhaner og skroggennemføringer, ellers er det jo pga flaskehalsen lige fedt. Og jeg tænker ikke at jeg har lyst til at bore 75mm store huller i skroget under vandlinjen. Sådanne fittings i bronze må i øvrigt koste en mindre formue?? Så hellere have en mobil lænsepumpe og pøs parat. Så ofte regner vi ikke med at fylde cockpittet med vand😉
    Vores mandeliner til at hægte sig fast i er primært tiltænkt ungernes bevægelsesfrihed.
    Under de fleste forhold vil vi selv sikre os med faste liner som umuliggør at vi falder helt ud over rælingen.
    En mere præcis beskrivelse af opbygningen af dette system kommer jeg nok tilbage til på bloggen når vi er kommet afsted…
    God weekend
    Jonas

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s