14 dages ferie… Hvad fanden er det???

Sådan var der en af vores gæster der sagde til mig forleden da jeg faldt i snak med ham over buffeten på restauranten. Ham og konen arbejder i almindelige gode jobs og er egentlig glade for deres arbejde, men da snakken faldt på alt det der ligger ved siden af vores arbejdsliv og som i højere og højere grad er noget vi identificere os med så dalede begejstringen og det var tydeligt at min gæst indeholdt en undertrykt eventyrlyst.

Jeg fortalte ham, om vores projekter med restaurant sejlbåde, gård på landet,. havudsigt  og sejlads i tropiske farvande og følte mig priviligeret – og da jeg fortalte at vi står overfor endnu en tur i det Caribiske hav på 5 måneders sejlads midt i den danske vinter så udbrød han spontant : Og jeg har 14 dages ferie… Hvad fanden er det???

Men sådan er det altid når man kun har  5 minutter og altid bruger dem på at fortælle om alt det gode…

For mig at se så er korte ferier i gode jobs prisen for stabilitet, forudsigelighed, økonomisk sikkerhed og sikkert også en fornuftig pension. Vi snakker med mange i denne situation som drømmer om eventyr og om at leve livet anderledes, men hvor ‘noget’  holder dem fast i det de gør, holder dem fast i deres dagligdag.

Men tro ikke at vores livsstil er uden bekymringer – store som små. For at gøre det vi gør bevæger man sig balancerende ud på en planke omgivet af usikkerhed, ustabilitet, uforudsigelighed og en konstant vished om at vi ikke ved noget som helst. Ofte ved vi ikke om vi skal på arbejde næste dag og hvis vi ved at vi skal arbejde så ved vi ikke hvor længe. Hvis vi tror vi ved at vi har fri, så passer det nok heller ikke og vi ender med at efterlade ungerne hjemme på gården time efter time for at hjælpe på restauranten. Og når sæsonen er over og man har knoklet så er det ikke engang sikkert at man har tjent penge…

Men drivkraften i det hele er frihed… Ikke økonomisk frihed og ikke frihed fra arbejde men frihed til at vælge og frihed til at vælge om. 

Hvis man ikke har prøvet det giver ovenstående nok ikke meget mening men jeg ved at dem der har sejlet som os ved hvad vi snakker om. Man holder muligheder åbne og lader sig ikke begrænse og man vælger sent og intuitivt sine næste træk. Formet af vind, vejr, begivenheder og beretninger.

Efter 17 måneder på land nærmer vi os nu tidspunktet hvor vi kan fortsætte 3 del af vores sejlads med Gorm den Gamle. Vi har været hjemme for at arbejde og for at kaste os ud i det nye projekt http://www.Sailing-Bornholm.com og vi er nu klar til en tur på 5 måneder og ca 4.500 SM

Turen vil sandsynligvis byde på et gensyn med Bonaire hvor Alva og Carl Holger kan tage dykkercertifikat. Herefter går turen til fastlandet Colombia og videre til San Blas og Panama. Colombia bliver første gang vi går i land på kontinentet Sydamerika og gang vi er på fastland siden Portugal. V i ser frem til at udforske dette spændende land med så omtumlet historie og håber ikke at den. nyeste udvikling for FARAC får for stor betydning. San Blas – det Caribiske Stillehav – glæder vi os også til, men indrømmet så er små koraløer, turkis laguner +30 grader og havskilpadder ikke øverst på ønskelisten denne gang. Vi håber at de bliver en afveksling mere end dagligdagen og at vi med nu lidt større børn får mere ud af at udforske lidt væk fra kysten.

Hvis vi ikke vælger at gå igennem Panamakanalen, så bliver den columbianske ø Providencia næste stop inden turen går, det formodet farligste stykke, rundt om Gorda Bank ud for Honduras hvor der de seneste år har været en øget aktivitet af piratoverfald!! Vi følger situationen tæt på http://www.noonsite.com og Caribbean Safety and Security net hvor vi selvfølgelig også løbende bliver opdateret på den aktuelle sikkerhedssituation ved destinationer som Colombia og Panama.

Egentlig er der ikke nogen forskel på denne og de to tidligere ture… På første tur droppede vi turen fra Grenada til Tobago og Trinidad og på anden tur var det den Venezuelanske øgruppe Ros Roques som blev droppet af hensyn til besætningens sikkerhed.

Man er aldrig helt uden for fare, men hvor er man det? Vi tager vores forholdsregler og lader ikke enkelte episoder influere alt for meget på vores rejserute men tager situationen alvorligt og er meget opmærksomme på de mønstre der heldigvis ofte er i den kriminelle aktivitet rundt omkring i verden.

Efter Providencia skal vi helst gøre stop ved den Britiske Cayman island. Ikke så meget fordi vi har stor interesse i stedet som sådan, men mere fordi det efter sigende er et fantastisk sted at proviantere inden et længere ophold i Cuba. Cuba regner vi med at opleve på sydsiden og vi vil have noget der ligner 600SM imod vind, bølger og strøm. Men når vinden går i nord, som den godt kan finde på i dette område så ligger vi bedre placeret på sydsiden. Omvendt så vil en måned med vind fra SØ være lidt træls:-)

Billedet viser måske meget godt et gennemsnits vindbillede af det caribiske hav. Vindene er måske lidt til den svage side men retningerne er ret meget de dominerende.

Fra Cubas østkyst går vi igennem windward passage og op til Turks og Caicos som er den sydøstlige del af Bahamabank. Herfra arbejder vi os stille og roligt op igennem Bahama, men er jo selvfølgelig lidt splittede i forhold til forventningerne til dette. I 2018 sejlede vi i kølvandet på 3 kategori 5 orkaner som havde raseret det nordøstlige Caribien. Det var voldsomme syn vi mødte og ikke altid lige let. Nu har Bahama stået for skud og det vil med garanti igen komme til at påvirke vores oplevelser på denne del af turen. Men uanset så har disse steder brug for at få turister for at kunne genopbygge og selvom vi kune er en lille brik i dette spil så tror vi på at vi vil blive godt modtaget midt i elendigheden.

Den sidste del af turen er egenlig den del hvor den sværeste beslutning ligger… Skal vi sejle til Bermuda og efterlade Gormen i et par måneder, tage hjem og starte restaurant for at tage ud i juni og sejle over Nordatlanten til Azorerne? Eller skal vi krydse ned til Antigua eller gå til Florida for at shippe Gormen hjem på et fragtskib? Vi hælder helt klart til den første løsning, men den er ikke uden problemer i forhold til restaurant, konfirmationer i maj, folkemødet i juni og højsæsonen i juli – men vi må se om det ikke kan løses så Gorm den Gamle kan blive sejlet helt tilbage til Gudhjem med os som besætning!

Vi glæder os nu til at se Gormen igen og til igen at kunne være sammen 24-7 som familie på godt og ondt. Det har indtil nu været uvurderligt hvad disse rejser har betydet for os. Vores identitet som sejlende familie, vores indbyrdes relationer, roen, ensomheden, selvstændigheden, afhængigheden af hinanden og ikke mindst sårbarheden i forhold til naturen er med til at forme os i en rentning som vi rigtig gerne vil – og med nogle værdier som vi rigtig gerne vil give vores børn.

 

Om lidt lukker restauranten efter en af de mest travle sæsoner vi kan huske. En kombination af mange turister, nyt virksomhedsprojekt, konservativ ansættelse af personale, godt restaurantvejr og sikkert også andre ting, har gjort denne sæson hård og et par gange i løbet af sæsonen har jeg proklameret at ‘jeg gør det aldrig igen‘ med henvisning til at starte Sailing-Bornholm op med en Swan 55 som skulle gøres klar til erhvervssejlads! Det er en seriøs process man kaster sig ud i og det kan nok anbefales at være minimum 3-4 stykker om et sådant projekt:-) Men man lærer en masse og selvom jeg aldrig vil gøre det igen så er jeg meget glad for at jeg tog springet – for om 30 år vil jeg være mere ked af alle de ting jeg ikke fik gjort end af de ting som jeg faktisk gjorde!!

Hermed er beretningen om Gorm den Gamles anden tur til Caribien t/r sæson 3 skudt igang og I er velkomne til at følge med i vores oplevelser de næste ca 6 måneder.

‘Følg’ evt vore blog ved at trykke på dette link:

https://gormdengamle.wordpress.com/hjem/

Indsæt din mailadresse i den lille boks til højre og tryk på ‘Følg‘, så får du en mail hver gang vi skriver noget nyt på bloggen👍🙂

Mange sejlerhilsner

Os alle på Gorm den Gamle