Først den ene vej, og så den anden vej….

Jeg vågner ved at regnen først rammer mine bare fødder og dernæst rammer mig i ansigtet – de to steder på kroppen som ikke er dækket af vores solsejl når man ligger i cockpittet på nattevagt.

Det er vores første natsejlads og på trods af mange gode intentioner fra Maja om at vi kan dele natten 3-3 eller 4-4, eller måske endda 6-6, så er jeg igen endt med at tage hele natten i cockpittet.

Her på 1. vagt har jeg dog fået følge af Carl Holger som pga søsyge ikke har lyst til at tilbringe natten i sin lidt klaustrofobiske overkøje og i stedet er blevet tildelt den gode plads i læ side af cocktittet – endda på et dobbet sæt hynder.

Skipper har lagt sig tilrette i modsatte side hvor man er nødt til at stemme imod med en fod på tværs af cockpittet for ikke at falde på dørken og dette medvirker selvfølgelig at det er svært rigtig at finde hvile i den høje, uforudsigelige og krappe sø.

Selv er jeg ikke på toppen. Har kastet op et par gange tidligere på dagen og ligger nu bare og føler at kroppen skal overleve natten. Det føles som om vi er helt alene på havet. Ingen AIS aktivitet, ingen laterner og kun lyden af vandet der bruser om skroget på Gormen.

Med mellemrum lyder der et højt DUNK og jeg dukker mig, velvidende at jeg ikke kan nå at fjerne mig for den skylle af saltvand der sekunder efter vil ramme mig i nakken, måske på maven og måske endda, igen, gøre mig halvt gennemblødt. Mine udbrud af frustration ‘for helvede da!’ i mørket, høres ikke af andre, måske en gang imellem af Maja som lytter lidt med fra sin køje. Jeg ligger mig tilrette igen på de våde hynder og de fugtige pyjamasbukser og den våde skovmandsskjorte klistrer lidt klamt og dog køligt til kroppen. Alligevel ligger jeg parat med en af de blå kapokpuder for at skærme af for den næste skylle…

Men det hele starter jo faktisk på Bonaire hvor vi efter 10 dages klargøring mente os klar til turen rundt om Punta Gallinas og et møde med fastlandet i form af Columbia og Panama. De sidste dage på Bonaire stod på sightseeing på sydøen igen og endelig gav vi også os selv råd til at give Hubert en ny påhængsmotor – en stærk Yamaha 15HP Enduro. Glæde i den lille familie og et stille håb om at vi alligevel har penge nok til hele turen…

Grundet regntid var der langt flere vådområder end ved sidste besøg i 2018 og der var ikke langt mellem flamingoerne

Den små slavehytter skulle besøges igen – ikke mindst fordi Siffrine ikke huskede besøget sidst særlig godt.

En masse sandaler, dukker, plasticdinke og legetøj i trashart!

Den fineste flamingomor med baby😊

Hubert har fået ny motor og vi planer nu med alle 5 ombord – så så bliver vi ikke så våde mere når der er lidt søgang🙏

Vi havde udset os lørdagen til en tidlig afgang, men inden motoren var leveret, morgenmaden spist, der var udklareret og alt var pakket og klart var klokken blevet 14.00!!! Men ok den sene afgang ville blot betyde en enkelt nat mere i søen, til gengæld for en tidlig ankomst i Santa Marta – og tidlige ankomster er rigtig rart så ingen sure miner over det…

Men da vores selvoppustelige redningsvest minutter før afgang udløste den nyindkøbte CO2 patron så vi pludselig stod med en halvt oppustet redningsvest, en tom CO2 patron og ingen veste i reserve, så så afgangen pludselig meget mere usikker ud.

Det efterhånden gik op for os at  alle butikker var lukket til mandag morgen kl 8.00 og det derfor var umuligt af købe ny CO2 patron eller endda ny redningsvest og stemningen på Gormen faldt til noget der ikke så rart at være med i.

Det stod også hurtigt klart at vi ikke ville sejle afsted med en redningsvest for lidt, selvom Siffrine ikke mente at hun ville få brug for sinJ og derfor var der reelt kun to muligheder – enten skulle vi cleare ind igen og vente med afgang til mandag morgen, eller vi skuklle forsøge om der mon var en båd i mooringfeltet som lå inde med en redningsvest for meget som vi kunne købe.

Vi kaldte feltet op på VHF CH 77 og efterlyste en redningsvest men uden held. Dernest tog Siffrine og Skipper afsted i Hubert, på jagt efter en redningsvest.

Kursen blev først sat mod den svenske båd Lady Bird som vi mødte 1. gang i 2016 på Madeira og som vi havde mødt igen på Bonaire. Tidligere på dagen havde vi foræret dem vores gamle påhængsmotor efter at vi forgæves havde forsøgt at stuve den afvejen under Hubert på dækket og til gengæld var de glade for at kunne grave en gammel vest frem fra en kistebænk som vi måtte få med os. Den var hverken selvoppustelig eller oppustelig og faktisk var det ikke engang en rigtig redningsvest, men vi takkede for vesten, kastede fortøjningerne og klokken 15.00 drog vi vestover med rimelig god samvittighed…

 

Anders og Berit på Lady Bird er her igang med at bugsere Huberts tidligere to følgesvend ombord. Vi håber de bliver glade for den😊

Fra Bonaire er der to muligheder på vej til Santa Marta, det er nord eller syd om Curacao. Går man nord om er man hurtigt i åbent vand med høj og regulær sø (tror vi). Syd om vil man længe ligge ”i læ” af Bonaire med mindre men mere forvirret sø. Om vi valgte rigtig ved at gå syd om ved jeg ikke og om konsekvensen havde været den samme ved at går nord om er også usikkert men resultatet af vores valg blev i hvert fald meget afgørende…

I lidt korte træk skete der det at primært CH blev ramt af søsyge, natten faldt på og da vi alligevel var tæt på curacao til natten valægte vi at tage en nat for anker inden vi ville fortsætte sejladsen dagen efter. Man må lytte til sin besætning og benytte de små muligheder der er for at finde hvile. Efter lidt diskussion mellem at ankre bag ved Klein Curacau eller gå op i Spanish Waters og kaste anker der besluttede vi os for at prøve at finde et spot bag den lillle ø i mørket. Passagen rundt om nordspidsen var ret voldsom og bøger og porcelæn røg på dørken. To termoglas som vi købte på Bonaire i 2018 fløj ud fra deres hylde ud over komfur og bordplade før de ramte og smadrede på dørken og med glasskår over hele dørken var besætningen delt i to. Siffrine og Alva om læ i køjerne og os andre i cockpittet uden mulighed for at få ryddet tingene af vejen før vi var ude af de store rullende sø som kastede rundt med Gormen!!

I læ af Klein Curacao fik vi bjerget storen og vi fik studeret vores kort over ankerbugten. Kortene var meget spartanske med dybder og i natten virkede det bare ikke som det sikre valg, så vi skuffede minimatroserne med 15 ekstra sømil op til Spanish waters.

Det mest detaljerede kort vi havde af Klein Curacao

Genuaen blev rullet ud og vi fik en mere behagelig tur op langs Curacaos vestkyst. Minimatroserne var trætte og lagde sig i køjerne uden aftensmad og sov da vi efter et par timer kunne navigere ind i den snævre og snoede umarkerede kanal til der hvor vi ville kaste anker. På turen fik vi evalueret lidt på starten af turen og fik kigget lidt indad i forhold til det sejladsprogram vi havde forude. Ca 5.000 sm på 5 måneder hvor man hurtig kan fjerne 14 dage i begge ender til klargøring og nedlukning. Dertil komme ventetider på vejrvinduer, måske specielt fra Panama og nordpå og med et ønske om at opleve mere på land end på vand så var det allerede nu, kun 14 dage efter start tid til en kovending…

Columbia og Panama blev droppet til fordel for mere tid nordpå, kortere sejladser, gladere besætning og sikkert også andre ting og på få minutter blev det besluttet at kursen på morgendagens sejlads skulle være Den Dominikanske republik og ikke Columbia.

Godt trætte lod vi ankeret gå i 7 meter vand og lå bom-stille…. Minimatroserne blev vækket til lidt ristet brød med Nutella de blev informeret om ændringen af sejlplanen uden at have nogen specielle kommentarer til det og så var det ellers til køjs igenJ

Vi lå med det gule Q-flag og havde jo ingen intention om at cleare ind, så efter morgenmaden var det afsted nordpå inden custom ville dukke op til inspektion.

På vej ud af Spanish Waters sejlede vi forbi Northern Light som vi mødte i januar 2017 på Bequia med en hollandsk familie. Vi vidste godt de var sejlet til Curacao og havde sat båden til salg. Nu ligger den og kræver en kærlig hånd. Synd for ellers fin Joshua 40!!

Vi strøg op langs Curacaos vestkyst som ikke er så beskyttet som det lyder da øen ligger mere SØ-NV og rullende sø løber op langs bagsiden. Sejladsen er dog meget behagelig og vi fik endda sat et blink på fiskestangen, hvilket vi ellers kun gør når vi har stort overskud!

 

Man kan ikke huske det hele – og her har skipper glemt at binde flaglinen ordentligt da han blev optaget af et andet eriende og vores Q-flag, som man hejser når man ankommer til et nyt land og gerne vil cleare ind, hang pludselig vandret ud fra vores salling🤣

Da vi hen på eftermiddagen kunne slippe fri af Curacao var det med en irriterende stor sø fra flere retninger der de næste to døgn prægede sejladsen.

Vinden var frisk til hård så der kunne vi ikke klage, men søen tog næsten livet af os og inden længe lå vi alle 5 vandret mere eller mindre hårdt ramt.

Oveni det hele rev vores dieseldunke og vanddunke på dækket sig løs og skurede rundt på dækket mellem søgelænderet og Hubert – som heldigvis sad godt fast. Jeg havde lige lagt mig på køjen for at tage en lur, men i løbet af få minutter sad jeg med livline, strips, reb og løsslupne 20 liters dunke på fordækket og forsøgte at få surret det hele godt fast igen imens Gormen som et pendul dykkede stævnen ned i den ene bølge efter den anden så jeg hurtig var godt gennemblødt af saltvand. Træt i ben og arme samt fortumlet og udmattet efter hoppeturen vendte jeg efter endt mission tilbage til cockpittet og kastede op!!

Vi fortsatte i to døgn med at være syge og trætte og snakkede rigtig meget om hvor meget vi glædede os til at komme i land. Vi skævede lidt til vores fiskeline og håbede alle at der ikke ville komme bid for ingen af os orkede at hive en fisk ombord. Linen virkede også mistænkelig slap, som om at der ikke længere var noget blink på, men ikke engang det orkede vi at undersøge nærmere…

Vi tvang os til at spise og drikke og en sammenkogt ret som Maja havde lavet kort før afgang på Bonaire holdt os i live i 3 dage!!

På 3. dagen var stemningen bedre. De fleste havde fået sovet og appetitten var vendt tilbage. Ikke flere opkastninger, søen havde lagt sig – sammen med vinden og det gik langsomt fremad.

Det var også Majas 40 års fødselsdag og selvom vi havde det bedre og vi alle var vågne og sad i cockpittet før Maja, så diskuterede vi lidt om vi overhovedet orkede at synge fødselsdagssang, så det fortælle måske meget godt hvordan energiniveauet var. Vi tog os dog sammen og gik ned for at synge og selv Maja blev meget overrasket over at vi havde mobiliseret kræfter til en fødselsdagssangJ

Morgenbord var der ikke noget af og gaver måtte også vente… Minimatroserne har ellers en fin tradition med at lave hjemmelavede gaver til vores fødselsdage, men strabadserne den sidste uges tid var vist kommet lidt bag på dem og de var håbløst bagud… Vi havde allerede dagen før aftalt at skyde fødselsdags bordet til dagen efter, så der var lige nogle timer at løbe på med at lave kreativt værksted.

Vi fik lyst til vandmelon som havde været så billig på Bonaire, at Maja havde fyldt den ene køje med vandmeloner. Jeg mener at jeg nævnte at det var en dårlig ide, men det er vi nu ikke helt enige omJ

Ikke desto mindre, så var de tre store vandmeloner meget rådne og vi havde gæret vandmelonsaft ud i køjen med vores bibliotek – føj!

Maja gik i gang med en større rengøring og vi måtte desværre sige farvel til en del af vores fine pilotbøger – heldigvis primært til Columbias og Panama – men også Harry Potter, et par andre cruisingbøger samt lidt andet skønlitterært.

Til minimatrosernes store ’glæde’ overlevede alle deres skolebøgerJ

Vi nærmede os nu Den Dominikanske Republik (DR) som vi egentlig ikke vidste særlig meget om da vi jo skulle have været til Columbia. Men vi havde dog støvet op at Boca Chica på sydkysten kunne være et godt sted at cleare ind, og da turen ikke rigtig havde givet mulighed for dybe studier i cruisingbøgerne så holdt vi os bare på kursen til Boca Chica.

På AIS’en dukkede nu et signasl op fra La Boheme, en 40 fods katemaran som vi lå ved siden af på Curacao og igen mødte på Bonaire.

De kendte godt vores rejseplaner så de var noget overraskede over at se os tæt bag dem. Vi udvekslede lidt infor på VHF’en og ved indsejlingen til Boca Chica som er meget lavvandet var de til stor hjælp for os idet de som katemaran stikker noget lavere end os og kunne sejle ind og oplyse os om dybder på deres rute.

Ikke desto mindre nåede vi at kysse sandbunden lige ud for marinaen men kom heldigvis af igen ved egen hjælp.

Under indsejlingen til marinaen passerede vi en stor industrihavn for containerskibe og allerede på vej ind i bugten blev vi mødt af adskillige plasticdunke, poser ect. som flød rundt i overfladen. Mængden af affald tiltog ind mod containerhavnen og kontrasten til det ellers super klare vand var nedslående. Ikke tidligere har vi oplevet affaldsproblemet i havet så tydeligt!

Vel fortøjret i marinaen startede det store beaukrati med custom, immigration, narko-check, sundhedscheck og en gennemgang af båden med to officerer som tog adskillige billeder med deres mobiler.

Alt foregik på spansk så det var begrænset hvad vi forstod, men vi forstod dog da de spurgte til Gormens alder og da vi sagde at den er 47 år gammel smilede de noget overrasket.

Vi fik lov til at blive og marinaen blankede os af for 280 USD for at ’tage sig af alle formaliteterne’.

Well vi var glade for at være i havn, papirerne var i orden og alle var glade:-)

Gormen i Marina Zarpar i Boca Chica

Vi har nu været her i 4 dage og vores indtryk er at DR er et land med kæmpe store sociale forskelle. De er MEGET glade for musik og de er endnu mere glade for HØJ musik. De er overvejende venlige og imødekommende og selvom vi ikke snakker spansk. Vi peger lidt og leger gæt og grimasser og så forsøger de at hjælpe så godt de kan. Ofte ender de med at stå 6-7 personer for at forsøge at hjælpe os, og de virker lige så glade som os når det lykkedes😊

Vi ligger beskyttet af et langt rev hvor der på indersiden er mellem 0,5 og 2 meter vand. Det er et yndet tilholdssted for jetski…

Vi ligger på billedet yderst til højre. Kun Bavaria’en foran os er også ‘på farten’ men skal dog ligge her i 3 måneder.

Kysten mellem marinaen og Boca Chica er fuld af små lokale restauranter og der er konstant musik fra dem alle🤪

Mange af de lokale i det område hvor vi er nu er meget fattige og lever fra dag til dag. De tjener lidt penge, drikker sig fulde, sover og prøver at tjene lidt penge igen. Mange af dem har ikke det store begreb om lov og orden og gør lidt som de vil og af samme grund er vi blevet anbefalet at være på marinaens område efter kl 18.00 hver aften.

Vi nåede at fejre Maja lidt om aftenen i marinaens restaurant. Mere hyggeligt end godt😆

Måske ikke så sjældent et billede mere😊

Som så mange andre steder i verden så stiger graden af kriminalitet med graden af fattigdom men også i høj grad med befolkningstætheden og i vores pilotbøger anbefales det da også at holde sig fra de mest befolkede områder, både i DR og på Haiti – så det prøver vi!

Vi ligger 3 deciderede cruisingbåde her i marinaen. Resten er lokale motorbåde eller både hvor ejerne ikke er kommet tilbage efter orkansæsonen som officielt sluttede i går. De næste uger og måneder vil der komme flere både til nordfra og sydfra som skal sejle i Caribien frem til 15. juni hvor den nye orkansæson starter og de fleste sejler væk igen. Vi har haft kontakt til en dansk båd som er på vej nordover fra Tobago. Vi håber vi kan møde dem senere da de har to børn med på 7 og 10 år – børn er i høj kurs herude😊

Der laves stadigvæk skole og inden længe skal de store igang med projektopgaven. Det bliver spændende😊

Vi bader selvfølgelig hver dag…

Og på badebroen kan vi afsaltes nemt og bekvemt!

Når man fjerner iPhone og ipad så kan to kokosnødskaller pludselig noget😆👍

Den nyreviderede rejseplan:

Resten af november på sydkysten af DR

Haiti dropper vi af hensyn til sikkerhedssituationen – og sejler i en god bue udenom.

December og Januar cruiser vi Cuba med uret rundt. Vi starter på sydkysten og sejer vestover og ender et sted midt på nordkysten inden vi i februar og marts sejler Bahamas samt  Turks & Caicous.

Sidst i marts har vi forhåbentlig formaliteterne i orden og kan sejle til Florida hvor vi shipper Gormen hjem til Europa på et fragtskib.

 Vi beklager mangel på billeder fra turen til DR, det tænkte vi ikke lige på. Måske bliver vi bedre til det?😊

Hav det godt derhjemme. Næste indlæg bliver nok fra Cuba.

I mellemtiden kan man følge Gorm den Gamle på facebook hvor der er en lille sandsynlighed for hyppigere små opdateringer😎

Mange hilsner os alle på Gormen!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

4 thoughts on “Først den ene vej, og så den anden vej….

  1. hej Alle på GDG,
    Dejlig læsning, selvom det var lidt hårdt, men I har alle fået een på opleveren, men glædeligt at i nu har lagt en plan, så må se om Den holder hi, spændende at se Gormen igen i danske farvande. Glæde mig til næste opdate.

    Fair wind til jer alle

    Gert sv Grog.

  2. søn. 17. nov. 2019 kl. 16.07 skrev Vores Kaskelot – Gorm den Gamle :

    > gormdengamle posted: “Jeg vÃ¥gner ved at regnen først rammer mine bare > fødder og dernæst rammer mig i ansigtet – de to steder pÃ¥ kroppen som ikke > er dækket af vores solsejl nÃ¥r man ligger i cockpittet pÃ¥ nattevagt. Det er > vores første natsejlads og pÃ¥ trods af mange gode inten” >

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s