Vi er i en verden for os selv…

Det er jo helt crazy hvor meget internettet betyder i vores dagligdag… Vejrudsigter, nyheder, e-bøger, e-mail, opskrifter og 1000 andre ting er umiddelbart i nærheden når man er på nettet.

Men kors hvor er disse ting besværlige når man ligger og sejler rundt i afsides egne uden adgang til netforbindelse.

Gormen for anker ud for den lille fiskerby Las Salinas

Vi har pt ankret op i en lille bugt ud for den lille søvnige fiskerby Las Salinas på sydkysten af den dominikanske republik. Vi sejlede hertil fra Boca Chica/Andres hvor vi lå i marina og var omgivet af millionærer, jetski, store motorbåde, eksklusive biler, restaurant med hvid dug og flere tjenere end gæster, fri internet, fri vand, brusebade og shuttleservice til det store supermarked.

Vi gør klar til en morgenskylle inden ankomst til Las Salinas, men kort efter var skyerne væk og vi fik den fineste indsejling…

 

Men det er FANTASTISK at komme væk fra ’det vilde liv’ og ud og sveje rundt i sin egen lille verden. Der er bare lige det med internettet!!!!

Vi kender ikke de næste dages vejrudsigt, vi har ikke guidebøger til Jamaica som måske bliver vores næste stop. Vi kan ikke læse om Jamaica på Noonsite.com. Vi kan ikke downloade søkort til den næste del af turen, vi kan ikke svare på mails til restauranten om selskaber i 2020. Vi kan ikke færdiggøre kontrakt på Thyra (vores Swan 55) som sandsynligvis skal 6 uger til Island i foråret med en tysk besætning. Vi kan ikke checke netbank (hvilket måske er meget godtJ) og vi kan ikke opdatere på FB og ikke lave blogindlæg og rejsebreve.

Pludselig har vi rigtig meget tid til at lave ingenting, snakke, kigge på ungerne som igen igen leger Harry Potter og har taget forskud på julen og har gået rundt om salonbordet som et juletræ.

Der er taget hul på en af Majas fødselsdagsgaver, nemlig et DIY juledekoration🙂

Formiddagen i dag stod på en tur ind i den lille by som hovedsagelig består af to næsten parallelle gader og waterfront med små fiskerbåde og en enkelt fiskeforretning.

Vi ledte lidt efter et supermarked til lidt indkøb men fandt blot 2-3 bodegas eller colmados med lidt blandet konserves, sprut, chips, sodavand lidt mælk, lidt nudler, lidt ris og mel.

En godt smadret pickup rullede langsom gennem gaden i mens en højtaler på taget annoncerede noget på spansk.

Det viste sig at være en salgsvogn med grøntsager og frugt og vi fik hurtigt samlet lidt ind fra de mange store poser og sække på ladet. Meget vidste vi ikke hvad var men vi fik en stor pose lækre tomater, et par kilo kartofler og 3 store agurker og slap 125 pesos – 15 kr. Alt foregår på spansk og vi er hjælpeløst dårlige, men heldigvis var der en amerikansk dame, oprindelig fra DR, som hjalp os, og nok lige så meget fyren med bilen. Da hun var færdig med at handle bad han hende i hvert fald om at blive og hjælpe med at oversætte for os🙂

Det lover godt for vores næste destination som er Baharona på den anden side af bugten og som er meget kendt for sine plantager med frugt og grønt.

Når men tænker på hvor meget frugt og grønt er en mangelvare i det sydlige Caribien og priserne derfor er sky høje så er det fantastisk at vi her faktisk kan spare på madbudgettet i forhold til derhjemme.

Vi slentrede videre igennem den lille by og blev overalt mødt med et Hola eller Buenos días og venlige ansigter.

Vi fandt ikke rigtig andet og vendte tilbage til Hubert som vi havde efterladt på en noget træt mole.

Skippers Birkenstock er ikke hvad de har været😳

En anden sejler familie, faktisk den eneste anden der ligger her, snakkede vi kort med i går da vi sejlede forbi dem efter vores ankomst. De fortalte at de skulle have været her i 5-6 dage men nu har ligget her i 5 måneder og har sat deres lille datter i den lokale skole.

De var meget rosende overfor Las Salinas og forsikrede os om at her er meget sikkert og at alle er meget venlige. Indtil videre er vi ikke uenige…. Det virker endda lidt tosset at låse sin dinghy når man går i land her, men for alle tilfældes skyld så er det nok det vi fortsætter med at gøre.

Eftermiddagen gik med at finde Officina de marina eller hvad det nu hedder for at finde ud af hvor vi skulle få udstedt vores næste despatcho til Baharona. Hernede skal man nemlig have en såkaldt despatcho hver gang man sejler videre til et nyt sted og så aflevere den ved ankomst. Det er lidt omstændeligt men en despatcho er gratis og vi får set nogle forskellige officerer og kommandanter!!!:-)

Vi er sejlet i Hubert til en nærliggende strand hvor der var en lille koloni af flamingoer. De kunne dog ikke lide vores drone så de tog flugten…

Jeg gad vide hvornår den næste sejlbåd vil ankomme til denne lille stille, fine og meget beskyttede ankerbugt? Og jeg gad vide hvor mange sejlere der har været forbi de sidste 5 måneder. Der er i hvert fald intet på land som tyder på at der ofte kommer sejlere, måske lige bortset fra det efterhånden ret ramponerede hotel og marina Las salins som har skilte hængende med priser på Wi-Fi, benyttelse af pool, aflevering af affald ect.

Men hotellet har haft sin storhedstid og marinanes træbroer er ved at falde sammen. Bådene der ligger der her små kunstige koralrev på bunden så de må have ligget der i adskillige år og selve hotellet virker tomt og ejeren er ikke til at få fat i.

Ikke desto mindre så nyder vi stilheden og laver så lidt vi kan🙂

 

På Barbados fik vi i 2016 et Emoji spil af S/Y Ichy Foot. Om vi bruger det rigtigt er vist ikke helt sikkert men her forsøger Maja, Alva og Siffrine i hvert fald at gætte hinandens forskellige Emojis😂

En uge senere…

Vi nød Las Salinas men var ved at løbe tør for madvarer så vi måtte videre og satte kurs mod den noget større by på den anden side af bugten, nemlig Baharona.

Baharona er en middelstor meget levende og larmende by. Den virker overvældende når man kommer direkte fra Las Salinas med alle sine mennesker, motorcykler, musik og affald over det hele. Og selvom vi ventede til dagen efter ankomst med at tage ind til selve byen fra vores ankerbugt og selvom vi gik direkte til supermarkedet for at handle og direkte tilbage til Hubert, så var oplevelsen så voldsom for Siffrine at hun proklamerede at den by ville hun aldrig tilbage til…

Vi er konstant på jagt efter mælk som minder så meget om vores skummetmælk derhjemme som muligt…😄

Der skulle da også gå to dagen inden vi nærmede os igen men da turen denne gang til det lokale marked var oplevelsen ikke mindre overvældende.

Fra kystvejen gik vi 100 meter op af en gade som hurtigt forvandlede sig til et mylder af mennesker, boder, forretninger med sko og et stort marked med brugt tøj i store bunker på vejen. Vi drejede til højre ned af en lille overdækket gyde hvor den ene lille bod afløste den anden. Grøntsager blev afløst af sække med bønner, nødder, majs, ærter, krydderier og en masse ting vi ikke anede hvad var. Ingefær i store sække, kartofler, små butikker med konserves, spiritus, og igen flere små b oder med grøntsager, rodfrugter… Vi slangede os igennem mylderet af folk og forsøgte at holde styr på vores unger.

Længere inde i markedet begyndte boderne af have hele kyllinger med 100-vis af fluer på lange borde, dernæst en masser større kødstykker i forskellige udskæringer, indvolde, hjerner og mange andre gode ting. Alt sammen på borde i 28 graders varme og med en masse spyfluer. Jorden begyndte at blive blodig og da jeg forsøgte at fortsætte ned af endnu en endnu mindre gyde, insisterede Maja på at vi forsøgte at gå tilbage mod den store vej af en gyde med flere grøntsagshandlere.

Vi fik samlet os og huskede på hvorfor vi egentlig var kommet og hurtigt fik vi handlet lime, tomater, kartofler, ingefær, agurker, iceberg, madler, slik der smager af sulfo, mandariner, æbler, ananas og kokosnødder. Alt på spansk, men alle var søde og forstående og vi følte ikke at vi kom til at betale for meget.

Siffrine var presset på markedet og ikke så mærkeligt når hun oplever alt i en højde af 1,30 og da ’de store’ også var lidt presset hunsede de lidt med lillesøster, hvilket ikke gjorde turen til en bedre oplevelse for hende…

Men alle fik én på opleveren og selvom jeg ville have elsket nogle billeder eller video fra dette kaotiske marked så ville det bare virke så forkert at stoppe op som de eneste turister og filme de lokales dagligdag.

 

Hvis man ikke vil tage billeder af de lokale så kan man da tage billeder af sine egne unger:-)

Farverigt ‘byskilt’

Nu ligger vi så her i bugten alene og venter på et godt vejrvindue til at fortsætte turen mod Cuba. Vi har haft mange planer om mulige stop på vejen men er nok landet på at afsejle torsdag morgen eller onsdag aften mod Isla Beate (50 SM), det sydligste punkt i DR for at kaste anker en dag og så fortsætte direkte til Santiago de Cuba (350 SM). Jamaica var inde i vores planer på et tidspunkt men skipper Christian på S/Y Johanna som sejlede rundt om Jamaica for et par år siden har frarådet os at tage dertil og det har vi valgt at lytte til. Ill la Veche i Haiti som er et formodet sikkert stop har vi også valgt fra da situationen i Haiti ikke er for god og på det meste af kysten opererer pirater støttet af regeringen. Pirateriet foregår primært fra små robåde og ret kystnært, men vi sejler nu alligevel i en god bue uden om😳

Hjemmefra gør farmor alt hvad hun kan for at dirigere os uden om potentielle farlige områder. Så indimellem modtager vi links til artikler om uroligheder rundt omkring… Indtil videre har hun dog ramt bedre end da hun advarede os imod torden i Biscayen. Det viste sig at være fra en vejrudsigt et sted i USA🙃

Det vi kigger mest efter er at undgå for meget vind fra NØ når vi passerer Windward passage mellem Haiti og Cuba og det ser ud til at vi sidst på ugen kan få en rolig overfart.

Dagligdagen er ellers ikke præget af de store begivenheder, så da et spansk forskerhold i forgårs måtte nødlande deres ubemandede fly i bugten på den anden side af den smalle mangrove var der pludselig aktivitet for at få isenkrammet bjerget.

Forskerne kendte positionen for landingen og kunne bruge vores søkort til at bestemme på hvilken dybde flyet ca. måtte ligge. De var noget overraskede da de så at deres dyre teknologi lå på kanten mellem 25 m og 400 m.

Nogle lokale drenge blev samlet med en gammel Garmin plotter en lige så gammel echosounder monteret på et stykke fladjern og et halvdødt 12V batteri som lige skulle en tur i en booster for at virke. De mente dog at de sagtens kunne finde flyet og de tre fyre + en båd + en dykker skulle tilsammen have 100 USD for en dags arbejde med at finde flyet.

Efter lange diskusioner drog forskerholdet og de lokale afsted og det bliver spændende at følge om de lykkes med at finde flyet.

Forskerne som heldigvis snakkede fint engelsk fortalte at de hernede som et af de eneste steder i verden kan flyve frit fra den lokale lufthavn. Det eneste alternativ de har kunnet finde er er lufthavn i Norge over 70 grader nord og både prismæssigt og vejrmæssigt er DR langt at fortrække.

Som langturssejlere blev vi spurgt til om vi mente at der ville være et marked for dem i forhold til at servicere langturssejlere på Atlanten med reservedele, mad, vand, sikkerhedsudstyr mm. Flyet har en rækkevidde på 3000 SM og kan løfte og droppe op til 1000 kg. Men vi tror nu at man vil gøre alt hvad man kan for at undgå at bruge denne ’service’. Måske der for et felt som ARC’en kan være ide i at lave en form for forsikring så man ved at betale et beløb har mulighed for at bruge denne service??

Nachos med kylling og ost i vores Omnia – blev perfekt!

Siffrine knokler stadigvæk med skole og er vist snart færdig med alle sine bøger. Hun læser rigtig meget og er blevet rigtig skrap til det og læser eventyr som bestemt ikke er beregnet til 1. klasse – det er dejligt.

CH har vi næsten ikke snakket med siden vi tog afsted… han læser Harry Potter dagen lang og er vist i gang med nummer 6 nu. Der bliver nu også lidt tid til matematik og så er han på trapperne med det første rejsebrev…

Alva skriver den fineste dagbog og har lovet at lukke os lidt ind i nogle uddrag senere på turen – måske når vi kommer til Cuba. Det tror jeg I skal glæde jer tilJ

Desuden er hun færdig med alt materiale i stav, tysk, engelsk og nogle af læsebøgerne.

Den store udfordring er at finde andre børn at lege med og vi håber bare at det bliver bedre når vi kommer ind i det nye år og sejlerne kommer tilbage efter at have tilbragt orkansæsonen langt nordpå eller nede sydpå. De transatlantiske både, f.eks. fra Danmark har vi ikke de store forhåbninger om at komme til at møde. Dels når de nok ikke omkring Cuba og først til marts når de nordpå og der skal vi hjemad…

Heldigvis har minimatroserne hinanden og det er bedre end ingenting!

Her har Siffrine endelig fundet en lille legekammerat, men sproget er en udfordring…

Søkort til Cuba er nu downloadet…. Tak til Anders fra Øens Marinecenter, Garmin Support og den lille cafe i land som har stillet deres til tider noget langsomme internet til rådighed.

Der er samlet rimeligt op på mails, bank og forsikringer og selv et svar på en henvendelse fra kommunen ang. undervisningspligt har vi haft overskud til at fyre af:-)

Faktisk ved vi ikke helt hvad henvendelsen gik ud på, da vi ikke kunne åbne den vedhæftede fil, men vi ved at den skole som vores unger er i lige nu, er meget svær at hamle op med og derfor tager vi det helt roligt…😌

Også foråret for vores Swan 55 – S/Y Thyra – er der kommet styr på. Hun skal til Island i 6 uger med en tysk sejlerskole og selvom jeg selvfølgelig gerne havde stået på som skipper, så er det dejligt at hun kommer afsted og dermed også viser lidt af projektet Sailing Bornholms potentiale.

Hun afsejler fra København den 24. maj og skal leveres derovre. Sandsynligvis mere eller mindre sammenfaldende med at Gormen lander et sted i Tyskland eller Holland efter sin tur over Atlanten og skal hentes det sidste stykke hjem til Nørresand hvor turen startede for snart 3,5 år siden.

Sidste dukkert inden turen mod Cuba…

Mange hilsner fra os alle på

Gorm den Gamle