Hubert – kære Hubert!

Vi ligger pt på position 21º 02.410’ N – 79º 19.155 W lige ud for Cayo Alcatracito en del af Cayo Cinco Balas som igen er en del af den store marinepark Jardines de la Reina midt på Cubas sydkyst. Marineparken er et no-go for sejlere og vi er da også blevet smidt væk fra en anden lokalitet i øgruppen tidligere på ugen, men nu er vi altså tilbage igen og det er bestemt et paradis for dykkere, snorklere og fiskere – eller sejlere som bare vil lege Robinson Crusoe for et par dage på de ubeboede øer med mangrove, hvide strande omgivet af koralrev og krystalklart vand!

Gormen og Talanoa i parløb langs Cubas sydkyst

Det beskyttende rev som løber langs hele Jardines de la Reina

Vi havde virkelig god snorkling både på inderside og ydersiden af revet

Jardines de la Reina betyder The garden of the Queen og var det navn Christoffer Columbus gav stedet da han kom hertil, vel fordi han også var betaget af stedets skønhed?

Vi ligger her sammen med en Tysk katamaran ’Talanoa’ som vi mødte i Santiago de Cuba og som vi mere eller mindre har sejlet med hertil. Det er også den eneste anden sejlbåd vi har set de sidste 14 dage her på Cuba! Der er øde, stille, smukt og man forstår ikke helt at dette paradis får lov til at ligge her helt alene. Men det er super fedt at der stadigvæk er steder i verden der på trods af deres skønhed ikke får lov til at blive overrendt af turister.

Det store område her, mellem Cabo Cruz i øst og Casilda i vest er egentlig delt op i to bugter Golfo de Guacanaybo og Golfo de Ana Maria.

Fra Cabo Cruz skal man ret hurtigt vælge hvordan man vil sejle Golfo de Guacanaybo. Enten ved at gå direkte på ydersiden af en langt rev med små øer og skær uden egentlig mulighed for at slippe igennem til indersiden de næste 40 SM, eller man kan sejle hele golfen rundt på indersiden imellem en masse uafmærkede øer og skær i et meget beskyttet farvand. Ruten er ikke altid lige nem og går til tider igennem meget snævre passager. Men hvis man har tid og er ok med at en del sejlads foregår for motor så ligger der bestemt mange gode oplevelser i golfen.

Vi valgte dog, sammen med Talanoa, at gå den direkte vej på ydersiden. Vi skulle dog lige 16 SM op til Niquero for at forsøge at proviantere til de næste 14 dage hvor vi sandsynligvis ikke ville kunne få fat i andet end fisk og hummer.

Talanoa som kun er to ombord og desuden har to store køleskabe og en stor fryser havde ikke problemer med proviant, så de stak i forvejen vestpå imens vi samme morgen satte kursen nordpå mod Niquero.

Vi aftalte at mødes dagen efter ved første mulighed for at komme i beskyttet farvand nemlig i Canal de Casballones 90 SM fra Cabo Cruz, og da vi først skulle sejle 16 SM nordpå for at proviantere

for derefter at sejle de fra Niquero 100 SM vestpå så havde vi lidt travlt☺

Indgangen til et hus. Bemærk vandforsyninger som løber forbi😊

Red snapper og hummer til middag. 65,- for det hele…

Turen til Niquero bød på to ret smalle passager, men vejret var roligt, vandet klart og dybdemåleren virkede det meste af tiden så vi kom til Niquero uden større problemer.

I Niquero var målet at finde grøntsager, pasta, ris, æg, øl, sodavand, mel, diverse konserves, mælk, brød, kød og hvad hylderne ellers ville byde på.

Vi gik den lille by tynd i 3 timer og fik aldrig fat i ris, pasta, mel, mælk, brød og konserves. Grøntsagerne begrænsede sig til tomater og hvidkål og kun ved et tilfælde fik vi lov til at købe æg af en dame som vi mødte på vejen tilbage til båden. Maja gik med hende hjem i deres hus og kom tilbage med 30 fine æg i den lille medbragte plasticpose.

Rene, ordentlige og meget stille gader i Niquero

Ikke kun heste bliver bedt om at trække vogne😅

Vi kan godt mærke at minimatroserne er blevet større end sidst når vi laver mad, men de er gode til at give en hånd med at få provianten hjem på Gormen😊

Endelig tomater ombord igen…

Vi måtte ty til hotellets bar for at få fat i øl og sodavand

Da vi endelig fandt et bageri fik vi ikke liv til at købe noget. Brødet var åbenbart rationeret og alle de lokale havde små bøger der blev krydset af i. Vi fik dog fire boller med under armen som vi ikke fik liv til at betale for!!

Vi skrev en kort mail til Talanoa at vi havde provianteret med begrænset succes og at vi måtte finde resten på sejlbåde som vi ville møde på vejen… Det er nu over en uge siden og vi har endnu ikke mødt andre både en Talanoa! Men de er super søde til at hjælpe os og vi ender med at overleve indtil vi når Cienfuegos☺

Niquero er i øvrigt en rigtig fin lille by som primært beskæftiger beboerne på den lokale sukkerfabrik samt med fiskeri. Stemningen i byen er fredelig og rolig og det er lidt som at gå igennem en kulisse i en stumfilm med farver. Alt foregår stille og roligt og de mange hestevogne er med til at sætte tempoet ned i forhold til scootere og biler som vi ellers har været vant til – specielt i DR.

Hvis vi ikke havde haft en aftale med Talanoa så havde vi måske blevet til en overnatning men klokken 16.00 kunne vi hæve ankeret og sætte kursen vestpå igennem snævre passager ud mod dybere vand.

Solnedgange bliver vi aldrig trætte af…

Det skulle blive en dejlig sejlads da først vinden kom ved 20-tiden og resten af natten skummede vi afsted med 6 knob og med Mr. Monitor ved roret.

Omkring midnat gik vi igennem en revpassage hvor dybden på kort tid ville gå fra 12 meter til 500 meter. Vores søkort er ret dårlige for Cuba men der var ingen tegn på at der i denne passage af revet ville være nogle forhindringer. Alligevel sidder man på vagt i mørket da der en sømil længere østpå var så lavt på revet at vi ville have været gået på grund hvis vi forsøgte at gå igennem der.

Dybdemåleren havde længe stået på 12-13 meter men var begyndt, som kortet forudsagde at falde til 24-25 meter efterhånden som vi nærmede os den egentlige passage.

Pludselig, imens vi brusede afsted med fuld store og fuld genua faldt dybden til 12, så 10, så 8 og så 4,4 meter!!!!! Jeg fløj ned til roret og afmonterede linerne til vindroret imens jeg igen kastede blikket op på dybdemåleren. Havets oveflade havde ændret karakter og det var som om det boblede. Jeg nåede at tænke at hvis den faldt under 4,4 meter så ville jeg smide Gormen rundt 180 grader for at forhindre en grundstødning her midt om natten. Jeg var spændt og holdt vejret, da jeg så at dybdemåleren begyndte at blinke hvilket ofte er et tegn på at der er for dybt til at den kan registrere dybden. Et kig på søkortet bekræftede mig i at vi skulle være ude over kanten og på ca. 200 meters vand. Havet ændrede karakter igen og blev mere roligt og jeg sank ned i en af de godt salte, slidte og solblegede karpokpuder i cockpittet.

Tidlig næste morgen nåede vi den østligste del af Jardines de la Reina og kastede anker i 2,7 meter vand ved siden at Talanoa.

Vandet var præcis så krystal klart som guidebøgerne havde lovet og vi så frem til fin snorkling på revet.

Det meste af dagen gik dog med at fikse Talanoas fryser som var holdt op med at virke og imens at skipper lå ved hovedet i elinstallationen på katamaranen gik resten af besætningen på opdagelse inde på øen langs den lange hvide strand.

Vi nåede ikke ud på revet men aftalte at blive liggende et par dage, så der var tid nok.

Den lækre snapper gav os både aftensmad og frokost.

Sent på eftermiddagen dukkede en lille båd op på siden af først Talanoa og bagefter os. Det var et par fyre fra marineparken som bad os om at ’forsvinde’ da vi ikke havde lov til at ankre i hele Jardines de la Reina. Da det var sent på dagen ville han se igennem fingre med at vi overnattede, men så skulle vi også tage af sted tidlig næste morgen.

Det var lidt en streg i regningen da Jardines de la Reina efter sigende skulle have noget af det bedste snorkling i Caribien og han må ha kunnet se skuffelsen i vores ansigter for han sluttede af mned at sige at vi kunne gå til den sidste ø i rækken Cayo Breton hvor opsynet med ankreliggere ikke er så intenst, men hvis han lod os ligge ville han få store problemer.

Tidlig næste morgen var Talanoa stukket afsted inden vi vågnede. De havde haft en skidt nat da der var stærk strøm som på trods af meget vind havde trukket Talanoa hen over deres ankerkæde så de belastede deres Code Zero arrangement. Vi fik pakket sammen og kaldte dem på CH 77 for at høre til vind og sø på vej til vores bestemmelsessted Cayo Cuervo kun 16 SM væk.

Vinden var i NØ frisk ca. 18-20 knob og der var for meget sø til at trække Hubert efter Gormen. Vi udnytter ellers enhver mulighed for ikke at skulle afmontere påhængsmotoren og hænge den på søgelænderet for derefter at hejse Hubert op i spiler-faldet og sikre ham på fordækket. Men når der er for meget sø er det også træls ikke at gøre sig den ulejlighed. Et par gange er vi blevet fanget i for høj sø med Hubert på slæb og det fortryder man bitterligt bagefter. I værste fald kan han jo vælte rundt eller rive sig løs!

Men vi fik en fin sejlads til Cayo Cuervo og ’overhalede’ Talanoa på vejen, da de havde kastet anker med en lille ø for at spise morgenmad.

Det betød at vi fik kastet anker og nåede at rigge vores drone til, så vi kunne tage nogle fine billeder af Talanoa på vej ind mod ankerpladsen.

Talanoa og Gormen på Cayo Cuervo

Gormen for anker på Cayo Cuervo. Desværre bød revet ikke på snorkling

Men man kan næsten altid bade fra båden😊

Cayo Cuervo er ubeboet, ligesom langt de fleste af de andre mange hundrede Cayos i området så man nyder stilheden, vandet, vinden og hinanden og efter det mislykkedes forsøg på at blive ved Cayo Anclitas i et par dage besluttede vi os for, sammen med Talanoa, at blive på Cuervo minimum to nætter☺

Vi inviterede dem over til sundowner og flyttede Hubert ned bag ved Gormen så de nemmere kunne komme til med deres dinghy på siden af Gormen. De er jo godt vant sådan nogle folk fra katamaraner…

Det var blæst godt op da de kom over og det var også blevet mørkt. De små krappe bølger løb ned langs skrogsiden på Gormen og de kunne ikke undgå at blive lidt våde ved ombordstigningen. Vores spidsgattede konstruktion på kaskelotten gør at man næsten er tvunget til at lande sin dinghy på skibssiden, udsat for de bølger der nu måtte være. Sejlbåde med platforme agter og katamaraner har det lidt lettere da de ved en ombordstigning agter altid vil ligge godt i læ for bølgerne.

Nå men hyggeligt var det og vi fik udvekslet vejrudsigter og billeder fra dagen.

Trætte kunne vi lægge os på køjen og se frem til endnu en dejlig dag på Cayo Cuervo.

Alva og Holger nyder det sidste af dagen fra Hubert❤️

Jeg vågnede klokken 7.30 og lyttede… Bortset fra vinden var der stille og jeg havde lidt på fornemmelsen at der var lidt for stille. En tanke slog mig – kunne jeg høre Hubert plaske i bølgerne derude bagved????

Jeg fjernede myggenettet til cockpittet og stak hovedet ud over skibssiden i SB side. Mit hjerte røg helt op i halsen og jeg holdt næsten op med at trække vejret og mine ben blev helt mærkelig bløde og svære at styre. Jeg krængede overkroppen ud over cockpitteltet i BB side, blot for at konstatere at Hubert var HELT VÆK!!!!!

FUCK, FUCK, FUCK…..!!

Jeg kiggede ud over vandet i retning af vinden men vidste inderst inde godt at jeg ikke ville kunne få øje på vores elskede og ufattelig vigtige dinghy.

HUBERT ER VÆK! udbrød jeg højt uden at kigge ned til de andre, og det lød helt uvirkeligt i mine egne øre – det var en sætning som jeg havde håbet at jeg aldrig skulle høre…

Det er løgn! Fuck, fuck, fuck, Åh nej hvad gør vi så…?

Jeg kiggede vantro på klampen hvor jeg havde fortøjret Hubert aftenen forinden. Klampen var helt tom – ikke engang et overskåret stykke reb hang tilbage og tanken om at han måske var blevet stjålet blandede sig med tanken om at jeg måske havde fortøjret ham så tilstrækkelig dårligt at han i den kraftige vind i løbet af natten havde kunnet løsne sig selv og drive væk.

Jeg kiggede igen ud over havet og skævede op til vinddex’et i toppe af masten. Dernæst et kig på kortplotteren for at vurdere i hvilken retning han mon ville være drevet hvis han altså ikke var blevet stjålet.

Alt virkede kaotisk og stemningen på båden var dårligere end nogensinde.

Jeg måtte indrømme at jeg, for en gang skyld, ikke havde haft låst Hubert til natten og dermed havde han været et nemt bytte for en forbipasserende fiskerbåd. Men i Cuba?? Hvor alt virker så sikkert og roligt… Men ville en fisker have ulejliget sig med at løsne fortøjningen inde på klampen, eller ville han bare have skåret rebet over for at lave så lidt støj som muligt?

Der var ting der talte for at han havde løsnet sig selv og drevet væk, og jo mere jeg tænkte over hvordan jeg havde fortøjret ham om aftenen jo mere blev jeg i tvivl om hvordan jeg havde gjort det. I ved det er jo bare noget man gør næsten bevidstløst og har gjort så ufattelig mange gange.

Men var jeg blevet distraheret så jeg ikke havde fået gjort det færdig – eller hvordan kunne det ske?

Maja havde sat sig på en af køjerne og kiggede ned i dørken med ondt i maven. Minimatroserne sad med tomme blikke – der var intet fornuftigt at sige.

Jeg skævede over til Talanoa for at se om der var liv og kunne se Natalia gå rundt, greb VHF’en og kaldte dem på CH 77.

Talanoa, Talanoa – this is Gormen…

This is Talanoa, good morning – how are you?

Good morning Martin, we are not too good….! Hubert is gone…

Der var stille I radioen et øjeblik, måske for at give os tid til at fortsætte med at fortælle at det var en joke, og så fulgte et Ohh no!

Vi diskuterede alle de ting vi havde snakket om og det virkede ikke helt usandsynligt at Hubert havde drevet selv. Men i hvilken retning? Hvad tid? Hvad var vindretningen på det tidspunkt? Hvad med strømmen? Hvor langt kunne han være nået? Kunne han være strandet på en ø? Et skær? Var han blevet fundet? Var han drevet forbi alle øer og til havs? Eller var han stjålet og dermed umulig at finde?

Og så her på Cuba hvor sandsynligheden for at få fat i en ny dinghy er lig 0. Vi kunne selvfølgelig sejle til Cienfuegos som planlagt og fejre jul men her ville vi nok ikke kunne købe ny dinghy og vi ville være tvunget til at sejle de 130 sømil ned til britiske Cayman og tilbage igen. At fortsætte rejsen uden en dinghy er en umulig tanke hvilket de fleste langturssejlere nok vil give os ret i. Desuden var alt vores snorkeludstyr forsvundet sammen med Hubert da vi havde efterladt det efter dagens snorkeltur!

Alt virkede håbløst og alligevel var der noget i os som sagde at vi var nødt til at gøre et forsøg for at finde ham.

Talanoa var med på forsøget og ville sejle efter os med radar, kikkert og øjne på stilke – og som moralsk opbakning ikke mindst!

Efter en hurtig morgenmad pakkede vi skibet sammen, hejste ankeret og forlod vores lille perle, hvor vi egentlig ville have været blevet et par dage, og satte igang med den umulige eftersøgning.

Vinden var ret kraftig og næsten stik øst. Vejrudsigten sagde vinden i natten havde været mere i NØ, så vi stak en kurs stik syd mod den lange stribe af øer og skær som udgør Jardines de la Reina ca 10 SM væk.

Jeg tænkte at kursen sandsynligvis var alt for østlig i forhold til vindretningen, men hellere for meget til Ø, da vi så kunne søge hele nordkysten af Jardines de la Reina mod vest. Heldigvis var de vestlige øer i økæden alligevel vores mål for dagen, så eftersøgningen foregik alligevel i den retning som vi skulle, hvilket gjorde det lidt mere udholdeligt at vi slæbte Talanoa med os.

Jeg aftalte med Martin på Talanoa at vi med mellemrum ville sende en efterlysningsmeddelelse på engelsk ud på CH 16, som Natalie efterfølgende så ville oversætte til Spansk – igen en stor hjælp fra Talanoa☺

Vi fik hurtigt øje på øerne og sad konstant med kikkert og afsøgte havoverfladen og da vi kom nærmere også kysten.

Desværre lå der en revlinje et stykke ude fra kysten på alle øerne som gjorde at vi ikke kunne gå så tæt på som vi gerne ville, men projektet virkede alligevel helt håbløst – han kunne jo være hvor som helst – eller stjålet.

Vi nåede revet noget før Talanoa og bjærgede genuaen så vi blot bevægede os langsomt langs revet med storen – hele tiden spejdende efter vore lille orange guldklump, med sin nye motor – en stor og vigtig del af vores lille familie – kære Hubert!

Jeg stod om læ og snakked i VHF’en med Martin da Maja pludselig råbte fra cockpittet at hun kunne se Hubert. Jeg smed VHF’en og sprang op i cockpittet og kiggede i den retning som hun pegede… og fandema ja, der lå Hubert og vuggede i bølgerne på vej mod kanten af revet ½ sømil længere fremme. Vi råbte i munden på hinanden alt muligt som jeg ikke kan huske og med ophidset stemmeføring fik jeg kaldt Talanoa og fik videregivet den gode nyhed – Hubert var fundet!

Vi tændte motoren og gik tættere på og kunne e at vi ville komme ret tæt på revet hvis vi skulle have fat i ham.

Talanoa kaldte os og tilbød at sætte deres dinghy i vandet hvis vi ikke kunne komme tæt nok på.

Med øjnene stift rettet mod skiftevis kortplotteren og Hubert styrede Maja Gormen helt tæt på Hubert og vi vidste at vi skulle reagere hurtigt med at få fat i ham da vi lå tæt på revkanten og kun ville få et forsøg til at få fat i ham ved egen hjælp.

Jeg gik på dækket med bådshagen fik fat i et af rebhåndtagene som er fastgjort i pontonerne og i det samme styrede Maja hårdt til styrbord og væk fra revet.

Vi bevægede os næsten ikke og bølgerne virkede voldsomme da de nu ramte os på siden så vi rullede fælt. Maja satte motoren lidt mere i frem men med en bådshage som eneste holdepunkt i Hubert stod jeg ud over siden på Gormen og fulgte bevægelserne med armen og overkroppen imens min venstre hånd holdt godt fast i et af vantene.

Dette var dog ikke en holdbar løsning – vi skulle have fat i linen til Hubert. Jeg råbte til Alva at hun skulle finde den anden bådshage og med lidt besvær fik Maja gjort den lang nok til at vi kunne få fat i Huberts line. Nu kunne han blive gjort fast til Gormen, vi sejlede ud på dybere vand og jeg satte mig udmattet ned på ruffet med blod løbende ned af mit lår. Der er ting man ikke opdager når bølgerne går højt!

Men Hubert var på mirakuløs vis fundet sammen med alt vores snorkeludstyr, hans nye motor, benzintank og anker. Vi ved ikke helt hvem vi skal takke, men én ting er sikkert, Hubert vil i fremtiden blive låst og gjort forsvarligt fast!

Efter at have takket Talanoa over VHF’en sad vi nu glade og lettede i cockpittet og kunne ikke helt forstå hvor heldige vi havde været at finde Hubert efter at han havde drevet 12 sømil…

Vinden var nu flovet helt og vi gik videre for motor mod vores destination Cayo Alcatracito, en del af Cayo Cinco Balas i den NV-lige del af Jardines de la Reina.

En fiskerbåd kom forbi på vejen og vi fik byttet 3 lækre fisk med et par flasker rom så aftensmaden og frokosten et par dage var reddet.

Fiskerne på vej tilbage i deres lille jolle. Vi havde besøg af dem de næste par dage.

Cayo Alcatracito var en dejlig oplevelse med god snorkling både på indersiden og ydersiden af revet. Vi så hajer, rokker og masser af flotte fisk og bløde koraller. Specielt mødet med en nurseshark var en stor oplevelse for minimatroserne som længe har snakket om at de gerne ville prøve at se hajer på en af deres snorkelture. Nu er den så krydset af på deres bucketlist sammen med en masse andre ting og jeg er glad for at vi i sin tid prioriterede dette eventyr sammen med vores børn…

Igen var vi helt alene, kun de lokale fiskere kom forbi for at bytte fisk og hummer med rom samt for at sove.

En god vejrudsigt, et ønske om at være i Cienfuegos i god tid inde jul samt det faktum at vores basisproviant var ved at slippe op, gjorde beslutningen om at sejle videre fra dette paradis efter blot to nætter nemmere. Turen gik rundt om den vestligste del af Jardines de la Reina og videre nordpå mod den lille ø Cayo Machos de Fuera en tur på blot 47 sømil og med en vejrudsigt som gav os 20 knob fra øst hele dagen så fik vi en super fin sejlads og var fremme efter blot 7 timers sejlads hvor uden stort besvær fik overhalet den 42 fod lange katamaran, som ved afsejlingen havde et forspring på 1,8 sømil. Samme distance som vi havde til dem da vi kunne kaste ankeret som første båd.

Som Martin på Talanoa så fint udtrykkert det: One boat is leisure-sailing, two boats is a race! Gormen viste sig igen at være en hurtig gammel 34 fods båd og det hører med til historien at vi sejlede med 2 reb i storen og et par omgange på genuaen☺

Vi ligger nu på Cayo Machos de Fuera som er endnu et pragteksemplar af en lille ø. Vi har haft besøg af en belgisk katamaran som er sejlet igen og af en lille tysk kvindelig solosejler som også er taget afsted.

Vi nyder et par dage her blandt iguaner, palmer og erimitkrebs og har endda præsteret at få serveret en fantastisk frokost på den lille restaurant, med grillet hummer, fisk, ris, bananer og brød. Alt mere veltillavet end vi er vant til men også lidt dyrere end vi er vant til, ca. 100 kr. pr voksen uden drikkevarer…

En front på vej ind over ankerpladsen. Den gav vind og lyn men desværre ikke regn som vi ellers trænger til.

Minimatroserne har lavet en sandborg til erimitkræbs🤣

Iguanerne holder sig tæt til restauranten hvor der er nem mad.

Sky af natur men hvor der er mad er der Iguaner

På ekspedition til en lille øde ø

Machos de Fuera og vores både i baggrunden.

Robinson Crusoe for en time😊

På båden går tiden med at læse og skrive, lave skole, lave gaver til pakkeleg, bade og vedligeholde båden med småting. Nu hvor vi nærmer os Cienfuegos får man lyst til at blive hængende herude i ølivet, hvor specielt ungerne nyder at de kan bade fra båden. Men heldigvis venter nogle forhåbentlig dejlige juledage og en masse proviantering og selvom vi ikke kan bade i vandet ud for Cienfuegos så er vi sikre på at vi nok skal få nogle gode dage i byen.

7 thoughts on “Hubert – kære Hubert!

  1. Hej på Gormen
    Kors i skibet hvor blev jeg bekymret da jeg læse om Hubert. I sejler under en heldig stjerne og det sætter vi pris på herhjemme. Her er vi ved at være klar til julen. Huset er møbleret og organiseret og julepynten den kommer mere og mere af. Vi tænker på jer og er glade for alle opdateringerne. Vi tales måske ved i løbet af julen. Der bliver overført lidt til gaver eller måske bruger I dem på proviant.
    Knus Matilde

  2. Pyh ha! Det er ved at blive lidt for spændende,men trods lidt (måske) sløseri med fortøjninger af Hubert er det,at i finder ham,tegn på rimeligt sømandskab tilsat det fornødne held. Det er også rart ,at Talanoa er parat til at hjælpe. Det er et længere indlæg og det indeholder mange dejlige detaljer fra jeres daglige oplevelser,som er langt fra ,hvad I kunne opleve herhjemme. Mange ting får en anden betydning og sætter livet i et andet perspektiv,men det er vel også det,I søger med jeres projekt.Blot er det sjovt,at gården nu bliver opprioriteret. Måske skyldes det,at I har oplevet og er blevet bekræftet i,at sejle også er en mulig livsform endda med mange fordele.Måske føler I også,at I over for jer selv har bevist ,at drømme kan blive til virkelighed. Nå,nu ikke mere lommefilosofi. Nu håber blot at Cienfuego er leveringsdygtig i et rimeligt udvalg af proviant- I skal måske ikke sætte næsen op efter et righoldigt udvalg. Gad vide hvad børnene mener om den cubanske forsyningssituation? De får da sikkert noget at sammenligne med ! Det var rart at få positionen i lgd og br – nogle gange er det svært at finde de små øer. Hvordan kan det være,at du kan e-maile fra nærmest ubeboede øer? Nå,nu kom Ole og Dorthe,så jeg sender lige det her Hav det godt Den gamle

    Sendt fra min iPad

    > Den 18. dec. 2019 kl. 16.02 skrev Vores Kaskelot – Gorm den Gamle : > > >

  3. Hej Jonas og familie.
    Uha-uha! Det var sørme godt, I fik Hubert igen.
    Har skrevet før – i dag til Alva og tidligere til Carl Holger, men ved ikke, om “posten” når frem?
    Kærlig hilsen fra os i Middelfart,
    Poul og Henny

  4. Tak for indlæg, der er vist gået en krimiforfatter tabt i Jonas! Godt I fandt Hubert igen, han lyder til at være svær at matche. Vi glæder os over at høre fra jer igen.
    Knuz og kram fra os
    Morfar og Mormor

Skriv et svar til Careka Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s