Tidevandssejlads på østlig kurs
Siden marts 2020 er der en del ting der har været opad bakke med Gorm den Gamle. Det meste er blevet beskrevet i tidligere blogs og resten er nok bare værd at glemme…
Gorm den Gamle har nu ligget i L’Aber-Wrac’h i Frankrig siden den 13. juli altså i godt 2 måneder.
Pierre og hans crew, som sejlede den fra Tampa Florida fik den lagt på en bøje så vi ikke risikerer at komme ned til en båd fuld af rotter igen😬, men vi ved at vi skal have arbejdstøjet på da der er flere ting der skal fixes før vi kan sætte kurs mod Strait of Dover, Kielerkanalen, Dragør og Gudhjem.
Det er nu ved at være tid til at få sejlet Gormen det sidste stykke hjem til Bornholm og vores sidste del af denne rejse starter på søndag hvor vi via Billund flyver til Brest og tager bussen videre til L’Aber-Wrac’h.
Med på turen har vi Siffrine og Carl Holger hvorimod vi ikke får Alva med som må blive hjemme og passe Orkesterefterskolen i Holstebro hvor hun startede her i august.
Vi har planlagt at bruge et par uger på turen hjem til Danmark, men kan selvfølgelig blive forsinket af dårligt vejr og nedbrud på en båd der efterhånden har været igennem lidt af hvert. Men vi håber på det bedste og glæder os bare helt vanvittig meget til igen at føle Gormen i søen og til at være afsted som familie, dog uden Alva😔.
Vi er så småt begyndt at checke vejrudsigterne for den Engelske kanal. Tidevandstabeller og strømkort er downloadet og vil blive suppleret af de elektroniske animationer. Vi forventer stor variation i vejret med alt fra vindstille til kuling, solskin og regnvejr, medvind og modvind, havblik og strømsøer – og da vi ikke har noget som helst tøj på Gormen er det lidt en udfordring at få plads til al vores baggage i de 3x15kg som Maja var storladen nok til at bestille på budgetflyveren fra Vueling😅.
Skipper har proklameret at vi nok bliver nødt til at supplere med en taske på 20kg, men han kender også sin bedre halvdel ret godt efterhånden, og lur mig om vi ikke ender med at save tandbørsterne over for at ramme præcis de 45 kg fordelt i 3 tasker!!!
Turen mod Frankrig går over Dragør med et pitstop hos Ida, Søren og Sila. Derfra med tog mod Jylland hvor vi skal mødes med Alva på Orkesterefterskolen til ‘forældredag’. På vejen ‘smider’ vi CH af i Odense da han har træningssamling frem mod de nordiske mesterskaber i bueskydning til næste forår. Lørdag aften mødes vi så med CH i Give til en overnatning inden vi tager flyveren søndag morgen fra Billund 9.30 mod Paris og videre til Brest. Ca kl 16.00 søndag eftermiddag er vi efter planen i L’Aber-Wrac’h😊
Vores sejlplan kan komme til at hedde L’Aber-Wrac’h – Cherbourg – Dunkerque – Ijmuiden – Brunsbuttel – Moltenort – Dragør – Gudhjem.
Det giver en del sejladser omkring de 150-200 SM. Så kan vi tage tidligt afsted, lave en natsejlads og ankomme sen eftermiddag på 2. dagen. Men hvis vi har godt vejr og alt klapper så springer vi nogle af stoppene over og sejler så hurtigt østover som vi kan.
Nu vil vi pakke færdig og veje tasker og når Maja kommer hjem fra restauranten vil vi for alvor begynde at glæde os til det sidste lille eventyr på den tur der startede med korsang og kanonsalut fra Nørresand i Gudhjem en julidag i 2016.
Stay tuned – vi opdaterer undervejs!
Jonas og crew
Ej for pokker! Lidt vildt at tænke på at det var jeres beretninger der gjorde grobund for min rejse med min sejlbåd for over 5 år siden.
Jeg håber i får hende godt hjem og jeg kan besøge jeres restaurant en gang ovre på Ønskeøen!
– kaptajn Anders
Hej Anders,
Dejligt at høre at vores blog har inspireret dig til at komme afsted. Du er altid velkommen på vores restaurant til lidt mad og en god snak:-)
Kære kaptajn og matroser! Rigtig god tur og ser vi frem til nye indlæg. Og mon ikke også Gormen glæder dig til at komme hjem. Kærlige hilsner Hans og Grethe
Sendt fra min iPhone
Hej med jer to,
Det gør den bestemt – og man kan jo egentlig kun rigtig komme afsted igen hvis man har været hjemme og vende😊
Mange tanker herfra❤️
Fedt fætter!! God tur!!
Kære Jonas og Crew
God tur hjem og pøj, pøj med vejr og vind og de eventuelt “stråforkortede”.
Godt, at der er en tandlæge til stede i familien, når i er tilbage på Øen.
Kh fra os i Middelfart, Henny.